Er Borderline arveligt? Psykiske sygdomme ligger hårdt til min fars side, og deres måde at håndtere det på, er altid at søge bunden i en flaske.
Jeg har altid været et temperamentsfuldt barn, og jeg vidste hvornår jeg ikke gad mere, og så sagde jeg fra. Min far er alkoholiker, og har været på Citalopram (40 mg) siden han var 27 (Han fylder 70 i år) som han blander med øl, hvidvin og blodfortyndende. Så det er jo en fantastisk kombi.
Han har borderline, det er dog ikke blevet udredt ved en læge. Han er bare blevet smidt på sine antidepressive, og så var det det. Han har truet med selvmord i årtier, er destruktiv med at ville drikke og hænge sig selv - som han aldrig gjorde vel at mærke, ville ikke have at nogen forlod ham, han så urealistisk på sig selv, og han havde et humør der skiftede fra kærlig til direkte ondskabsfuld på den tid det tog at knappe en Thor Pilsner op.
Det gik ud over mig, og min søster. Min søster har depression (Hun knækkede ret voldsomt for et års tid siden men er på vej op igen vha. TUBA's terapitilbud, og hun er ikke på antidepressive mere).
Jeg, derimod tror at jeg har Borderline. Min psykolog foreslog at jeg undersøgte det, og det var også hende der foreslog det. Da jeg begyndte at læse om emnet, gik ting op for mig lige så stille. Symptomerne på BL der blev beskrevet, passede som fod i hose. Og selvom jeg blev lettet over at der fandtes et navn for hvad "jeg" er for én, så skræmte det mig alligevel meget, fordi det også beskrev min far perfekt.
Jeg er temperamentsfuld. Jeg skifter voldsomt hurtigt imellem at være glad og lallende, til at være irritabel og sur. Jeg kan få vredesudbrud så det siger spar to (Blandt andet har jeg smadret en dør ved at sparke indtil den flækkede, og jeg har revet en dørkarm ud af en væg, og kylet den tværs igennem huset - lige i hovedet på min fordrukne far, efter et af vores typiske voldsomme skænderier). Når vi havde skændtes kunne jeg tage i byen, og være væk en hel weekend, hvor det eneste jeg får i maven, er alkohol, og så ryge nogle joints. Dette er jeg stoppet med, efter at min far og jeg har cuttet kontakten. Jeg drikker sjældent, fordi jeg ved at mit alter-ego dukker op, og hun er altid ikke en sød person.
Jeg har kørt en fyr fra Herodes til Pilatus følelsesmæssigt de sidste 4 år. Jeg har kylet ham væk og trukket ham tilbage, kylet ham væk og trukket ham tilbage. Stukket af med to andre fyre, blevet fascineret af en 3. fyr, etc. Og han er kommet loyalt tilbage hver gang jeg har undskyldt og fældet nogle tårer. Jeg er bange for at han forlader mig, så jeg smider ham væk inden han får den chance, og hiver ham tilbage så han kan huske hvor meget han elsker mig igen. Uden at lyde selvoptaget.
Jeg bliver meget vred, når jeg bliver vred. En pige provokerede mig på en studierejse, og jeg smadrede hende direkte ind i en betonmur med ryggen først. Hun nåede at løbe 2. gang jeg rækkede ud efter hende, og hun endte med at løbe væk fra mig i frygt - direkte ind i en glasdør, så hun fik et slag i hovedet og næseblod. Jeg fik hele skylden af min lærer, der mente at jeg havde en form for ADD eller ADHD. Jeg blev ikke lyttet til, som jeg aldrig er blevet, generelt. Og det var den oplevelse der gjorde at jeg begyndte at tænke lidt mere over hvad jeg egentlig "er". For jeg passer bestemt ikke ind i normen. Ingen skifter humør så meget som jeg gør, og jeg har meget svært ved at komme ned på jorden igen når jeg først er oppe i det røde felt. Løsningen blev at min veninde mente at vi skulle ud at drikke. Så det blev til vandpibetobak med lidt hash i, og en masse alkohol, så jeg blev afslappet. Jeg skiftede dog humør den nat efter vi kom hjem, til at jeg græd mig selv i søvn. Så jeg gik fra glad, til fuldstændigt ustyrligt rasende, til bundulykkelig på en enkelt aften.
Jeg fik en medicinsk abort for nogle uger siden, og efter jeg havde taget den første pille (Der var ingen vej tilbage efter den pille var taget), blev jeg bundulykkelig igen, fordi jeg følte at babyen der ikke engang var en baby endnu, forlod mig. Og jeg er stadig ked af det. Jeg forsøgte at tænke logisk, at jeg intet havde at byde barnet når jeg kun er 19 og ikke engang har en færdig uddannelse endnu, og at et barn ville gøre det sværere for mig at komme igennem uddannelsen. Men jeg blev stadig grebet af angsten om at babyen forlod mig, og aldrig kom tilbage.
Mit spørgsmål er så; Har jeg det samme som min far, ifølge jer, når I læser dette? Brikkerne virker til at passe sammen, i mit hoved.
