Hjælp. Kontakt til andre borderline pårørende?

Jeg skriver fordi jeg igennem 7 mdr. har været i et forhold med en mand, som jeg er ganske sikker på lider af Borderline. Arbejder selv indenfor psykiatrien og han opfylder ganske simpelt ALLE kriterierne. Han fortæller desuden om en barndom med massiv fattigdom, undertrykkelse, vold og seksuelt misbrug.
Han har ikke været mig utro...endnu.. Men i December måned kørte han et psykisk spil på mig, hvor jeg blev kørt fuldstændig ned til sidst. Det eskalerede idet jeg opdagede, at han igennem 1 måned havde skrevet med en pige han havde mødt på dating app'en Tinder, hvor han blandt andet havde forsøgt at overtale hende til at mødes. Det skal så siges, at hun rent faktisk havde indvilget flere gange, men hvor han så havde smidt en undskyldning for at dette ikke kunne lade sig gøre. ÅRSAGEN til dette(i hans verden) var at han, pga. en hændelse en måned tidligere, var overbevist om at jeg havde været ham utro og nu skulle han så "hævne sig". Siden det har vi været on and off. Jeg ved fra hans fortid, at han er "seriedater" og i perioder skifter kærester som undertøj bortset fra et enkelt forhold på 4 år. Jeg har af flere gange "tjekket" om han er "videre" nu hvor vi har slået op, men det lader faktisk til, at han fylder hans tomrum ud med hans venner og bror, som han er sammen med hver dag( dette har jeg bevis for). Manden kan simpelthen ikke være alene. Jeg lyder måske selv lidt småskør, men det bliver man faktisk også af at være sammen med en borderliner . Jeg har fanget ham på datingsites i starten af vores forhold, hvor jeg oprettede falsk profil og forsøgte at skrive til ham. Han så min besked men svarede ikke. Jeg bad ham om at slette venner på facebook han kendte fra datingsites, hvilket jeg for nylig fandt ud af at han ikke havde gjort. Har dog snakket med op til flere af dem som fortæller at det kun har været venskabeligt og at han faktisk snakker med dem om mig og vores problemer Nu er vi så her hvor han har indvilget i at gå i behandling og har booket tid hos lægen d.16, men samtidig er jeg selv ved at være på dybt vand og kan næsten ikke se vejen frem i alt det her. Men vi kan heller ikke slippe hinanden... Hvad gør man i den situation? Jeg vil meget gerne høre fra nogle af jer pårørende, der måske har oplevet noget lignende og vil meget gerne have nogle kontakter, hvis nogle skulle være interesseret i det. Jeg føler jeg står helt alene med det. Min kollega har et familiemedlem der har borderline og hun er indtil videre den eneste, der har kunne forstå og sætte sig ind i min situation. Det er simpelthen en helt anden verden for folk der ikke har det inde på livet.