Alene eller i forhold

Hej alle sammen som læser det her indlæg.

Jeg læser så tit når jeg har det aller værst at en af de ting ved at have borderline at det gør at ens forhold er meget intense. Betyder det at man måske skal indstille sig på at man er bedst tjent med at være alene. Man kan lige så godt spare sig besværet med at finde sig en sød kæreste fordi man får det alligevel ødelagt og ender med et knust hjerte.

Jeg syntes nemlig at jeg har været god til når jeg har vundet tillid til min partner at jeg får sat mig ned og forklaret hende om hvad jeg er og de problemer jeg til daglig kæmper med som er BPD. Viser dem videoer fra Youtube hvor der er nogle ret gode video's fra både en proffessionel vinkel men også fra en med borderline vinkel.
Men alligevel er deet som om det aldrig har trukket ordenlig igennem. De ser mgi stadigvæk som et fuld fungerende menneske som ikke er hæmmet. Mit sidste forhold jeg var i der havde jeg barn med hende, jeg flyttede til Island for at være sammen hende. Og selvom jeg utallige af gange prøvede at forklare hende at jeg var hæmmet på rigtig mange måder ren psykisk til at kunne gå ud og få mig et 7-16 job eller bare et job generalt, men hun forstod det ikke og blive ved med at presse på.

Så kommer mit spørgsmål som skrevet fir oven. Er det ikke bare bedst at indstille sig på at man ikke skal være i et parforhold så spare man sig skuffelsen, det knuste hjerte og alle frustrationerne fordi man ikke bliver forstået?

Odinn

Hej odinnholm.
Jeg har været i forhold i 13 måneder nu, og jeg ville ønske nogen gange at jeg ikke var i et forhold. Min kæreste har rigtig svært ved at forstå at jeg har borderline. Han vil ikke sætte sig ind i det, eller hjælpe. Han siger til mig jeg skal tag mig sammen og komme vider og at jeg ikke er syg. Vi skændes hverdag og over det mest ligegyldige ting. men skændes skal vi!
-Hvis jeg kunne lave det om, så havde jeg valgt at forholde mig alene. Og få hjælp og styr på mig selv enden jeg ville finde en kæreste. Jeg ville først kunne forstå hvad det vil sige at være mig, og lærer mig selv at kende igen før jeg ville rode mig ud i et forhold.
Knus

Jeg har en kæreste i mit liv der er god til at sætte sig ind i at jeg ikke lige har det så godt hver evig eneste dag. Han har selv PTSD, så vi tager hensyn til hinanden, og ved hvordan vi får tingene til at fungere. Det kommer an på personen du er sammen med, og hvis de ikke kan acceptere dig som den person du nu er, så vil de blot slide mere på dig, end du kan håndtere. Jeg har haft mine intense forhold igennem tiden, og jeg håber at det er slut med den slags, nu hvor jeg har ham her.
Der er en for alle, i den her verden.  

En ting der er vigtigt at huske, er at man er to i et forhold.
Jeg har været sammen med min kæreste som har borderline, nu på 5 år.
Men nøglen er at turde erkende, når noget går galt, at begge har en andel.
Og at det ikke skal være en vej til at få andre til at tilpasse, sin person, men at der skal være plads til at være to ligeværdige personer, som kan være dem de er, både sammen, men også hver for sig.
Det kan godt lade sig gøre. Men det kræver at du er indstillet på at kunne gribe i egen barm.
Bedste hilsner
Netas