Paradoks: jeg ødelægger den største kærlighed jeg har haft, i frygten om at miste den.

Jeg har været sammen med min kæreste i 6 år. De sidste 3 år, har været en stor kamp, hvor jeg som I beskriver, har opført mig sygeligt jaloux på alt i hans liv. Lige fra arbejde, til hans børn og fritusaktiviteter. Jeg bliver ved med, at kunne se og forstå, men tør ikke tro på, at alt hvad han gør er et fravalg af mig. Jeg bliver angst og kæmper, bebrejder, er sur, ked af det og giver ham skylden for ikke at forstå mig. Jeg hader mig selv for min opførsel og er inderst inde godt klar over, at hele min adfærd resulterer netop i han forlader mig. Så nogle gange, prøver jeg, at lade stå til, men angsten vælter ind over mig og jeg bliver grebet af mine følelser, og tror han nu er på vej væk. Jeg markerer konstant. Vi har 2 børn hver og er flyttet sammen for 1½ år siden, og jeg kvæler alt. Jeg laver regler, jeg kan blive sur over ikke bliver overholdt, jeg beskriver, de ingen respekt har for mig og at han er ligeglad med mig. Nu er vi/han kommet dertil, hvor jeg har kvalt ham og hans følelser for mig. Han er det bedste der er sket mig og jeg hader, at jeg ikke kan/kunne tro på ham og hans ihvertfald den gang kærlighed til mig. Hvordan, Hjælp mig til at forstå hvordan jeg overlever. Han har holdt mig ud så længe, så jeg burde vide han gider mig. Endnu en gang har jeg besluttet at tro, men hvad hvis det er for sent? Jeg vil så gerne lige teste ham, for lige at sikre mig, at han nu også elsker mig, inden jeg ændrer mig. Jeg vil bare så gerne være, en god kæreste og den glade og overskudsagtige person jeg var en gang og som han blev forelsket i. I stedet for er jeg blevet selvmedlidende, energiforladt og fuldstændig afskåret mig fra venner og familie, så jeg kun har ham og hans liv at gå op i. Hvordan bryder jeg? Hans grænse er nået, og jeg ved, det er nu eller aldrig. Jeg er så angst og har så voldsomme smerter, men er helt bevidst om, at jeg ikke denne gang, skal få vores forhold til at dreje sig om mine følelser og hvor svært det hele er for mig. Jeg bliver nødt til at arbejde på min egen kamp, mit eget liv og lade ham leve sit. Jeg ved bare ikke hvordan. Jeg kan have de bedste intentioner om morgenen, og inden dagen er slut, har jeg allerede ødelagt det igen. Jeg er overbevist om, at næste gang er sidste gang. Og det skræmmer mig mere, end noget andet.

Hey
DEt lyder som om du har brug for noget intensivt terapi, som kan give dig en indsigt i hvordan du virker på andre.
Det er denne indsigt, der afgør hvordan du relaterer til andre.
Jeg som pårørende, ved meget om hvordan bordeline, kan være skadeligt.
Husk at du altid har et valg, om ikke at køre op i en spids.
Gå evt. i noget mentaliserings-terapi.
De bedste ønsker
Netas

Jeg forstår dig. Jeg kan sætte mig ind i din situation og din frustation.

Og til dig, Netas: "Husk at du altid har et valg om ikke at køre op i en spids". !!!
WhAt?! Hvis man havde det valg eller i en bedre vending, var i stand til at træffe sådan et valg, så havde man sgu nok ikke Borderline!

Jeg er ked af, at mit "sprog" her bliver lidt hårdt, men Kanthi skriver et langt og uddybende indlæg, hvor hun beskriver sin smerte og sine fristationer i håb om en hjælpende hånd eller et trøstende ord, og så møder du hende med et: "Gå evt. i noget mentaliserings-terapi"! Kanthi beskriver jo også med dette indlæg, at hun godt VED, at borderline er skadeligt. Ellers skrev hun vel ikke indlægget.

Jeg har selv borderline og kæmper en brag kamp hver dag med at kunne styre tankernes, humørets og følelsernes vold - det tager lang tid. Og kræver kognitiv terapi. Måske medicin.

Måske har du, Netas, ret i at man har et valg om ikke at køre op i en spids. Men man er sgu først i stand til at træffe det "rigtige" valg efter LANG tids øvelse. Jeg kan lige forestille mig, hvor længe Kanthi har brugt på at skrive det indlæg, og hvor grænseoverskridende det har måtte være. Så et godt råd til en anden gang: Lad være med at kommentere på noget, som du faktisk ikke har et fornuftigt svar til.

Jeg forstår dig, Kanthi. De oplevelser du går igennem er (desværre) jo beskrivelsen på lige netop borderline. Dig og din kæreste har været sammen længe. I kender hinanden godt. Og hvis de sidste 3 år har været så hårde, som du beskriver, så er I virkelige stærke!!! Også selvom det ikke lige ser sådan ud nu. Jeg ved hvordan sådan en sygdom/symptomer kan skabe splid og misforståelse i et forhold.

Mit bedste råd til jer, som har virket rigtig godt for mig og min mand, er at gå til undervisning for pårørende til en psykisk syg. Det lyder lidt crazy, men vi har været til nogle stykker på Ballerup Psykiatrisk Center, og de er SÅ gode til at forklare diverse diagnoser, og også forklare hvordan det er at være pårørende.
Min mand har i hvert fald syntes, at det har været rart at ku sætte nogle faglige ord på min nogengange underlige opførsel, i stedet for mine egne kaos ord. Han forstår nødvendigvis ikke mine tanker eller opførsel bedre, men han accepterer det, og prøver at støtte mig. Og jeg har fået en bedre forståelse for hvad han også går igennem. Og hvor vigtigt det er for ham, at lave noget uden mig, så han netop får tanket energi op til mig igen. Lyder hårdt, men det er også ret firkantet sagt.

Efter 6 lange år, så elsker I hinanden dybt. I skal nok klare det. Sæt jer en aften i sofaen med en kop the og få snakket og undersøgt mulighederne (eks på google) for at jeres forhold kan komme på rette spor igen.
Jeg er sikker på, at det i sidste ende også vil hjælpe på din psykiske tilstand. Så du ikke går og banker dig selv oveni hovedet hele tiden.

Alt held og lykke herfra.

Kærlig hilsen Kathrine