Hej Forum, jeg vil gerne indrømme op forhånd at jeg personligt ikke kender særligt meget til Borderline, og det jeg egentligt søger er nogle svar.
En kort introduktion om mig: Jeg er 18 år, studerende, med et fritidsjob. Siden starten af folkeskolen er jeg blevet tilbudt psykologisk hjælp, pga. en uheldig situation i hjemmet, da min far var alkoholiker, og min mor har psykiske lidelser. Igennem min barndom har jeg allerede fra en tidlig alder været meget fattet, og rolig, i følge mine forældre. Det der har taget en drejning i forhold til min psykiske stabilitet, har i følge mig selv, startet omkring da jeg var 4 år, hvor min bedstemor, som jeg var meget knyttet til, døde pga. længere varende sygdom, og efter det er det gået nedad.
Jeg blev udsat for seksuelle overgreb fra min fætter, da jeg var 6 år gammel, og overgrebene forsatte indtil tidligt i puberteten, det er heller ikke indtil fornyligt at jeg har fortalt andre om dette, da jeg var bange, og følte jeg forrådte den loyalitet der er ved at være i familie med en anden person.
Men for ikke at trække for meget ud i hvad det egentlige problem er, vil jeg komme til pointen. Jeg føler mig til dagligt utroligt rastløs, jeg kan ikke finde ro i min krop, jeg er konstant træt og udmattet, og selv for at sove tvinger jeg mig selv til et punkt af udmattelse hvor jeg i det mindste kan få en tung søvn. Jeg er meget bekymret over mine handlinger, og selv den mindste fejl, som at sige noget forkert uden at folk egentligt hørte jeg begik en fejl, kan holde mig vågen, og fylde min hverdag til det punkt hvor jeg ikke kan koncentrere mig om andet end det, fordi jeg er bange for hvad folk tænker om mig. Dette har også gjort at mine forhold for det meste har været kortvarige, med ca. 2 måneder, da min paranoia gør at jeg konstant er på jagt efter en tryghedsfølelse, hvilket gør at jeg altid sørger for, i et forhold, at der altid er en anden som jeg kan føle mig knyttet og tryg ved, udover min kæreste, hvis det nu skulle gå galt.
Jeg sørger også for at det ikke er mig der afslutter et forhold, men bringer min kæreste til det punkt, hvor det er personen der afslutter forholdet, så jeg selv kan undgå en skyldfølelse, men i stedet projektere skylden over på personen, og derved hæve mit selvværd.
Jeg har igennem årene haft mange selvmordstanker, og også prøvet at begå selvmord et par gange, hvor jeg efterfølgende er endt på psykiatriskskadestue, hvor de, efter samtaler, ikke har kunnet se noget galt med mig, fordi jeg er fattet, og ikke udviser tegn på en psykisk lidelse.
Jeg har mere at fortælle, men jeg vil hellere vente til jeg har fået noget respons. Det jeg søger svar på er om jeg muligvis kan lide af Borderline? Jeg føler mig ærligt talt som en hypokonder, bare for at spørge. Men det er noget der fylder min hverdag meget, og jeg leder næsten desperat efter svar der kan få min hverdag til at hænge mere eller mindre sammen.
