En evig kamp ??

Hej med jer
Jeg har gået i skyggen af Borderline de seneste tre år. Efter diagnosen, startede jeg med optimisme og med et håb om at alt kun kunne blive bedre med tiden - dog vel vidende at det slet ikke blev nemt.
Jeg føler efterhånden bare at det er blevet en evig kamp mod mig selv at skulle bære at være "borderliner" og som tiden går mister jeg mere og mere det håb om at kampen en dag er forbi og jeg kommer ud på "den anden side" - som et nyt menneske eller måske endda et bedre eller bare et mere modent menneske...
Som borderliner føler jeg mig enorm ensom og hænger i en verden som jeg føler ingen forstår - jeg går stille med dørene af angst for at nogen måtte opdage min lidelse. Særligt på mit arbejde. Til dagligt arbejder jeg med børn og relationer og jeg stiller ofte mig selv spørgsmålet om man (jeg) reelt kan være kompetent i mit fag med en sådan borderline-diagnose??
Er jeg alene om at føle at hverdagen er blevet til en kamp mod mig selv. Og er det overhovedet muligt, nogensinde at slippe den følelse af kamp jeg generelt føler ved at være mig??

Nej, gæst. Du er ikke alene.
Jeg genkender din beskrivelse af din tilværelse og forrnemmer følelsen helt ind til benet.
Jeg er 57 år og kan ikke sige at tilværelsen med borderline er blevet nemmere.

Det er lige den tråd, som du har startet, som jeg er interesseret i.
Jeg har brug for at kunne sætte helt almindelige ord på, hvordan borderline influerer på min hverdag både i arbejdslivet og i fritiden. Hvad det brtyder for min liv og fungeren i hverdagen. Jeg har selv svært ved at forklare det. Det er jo nemt nok at opliste de gængse kriterier op, men det er svært for mig at koble det til de konkrete vanskeligheder i dagligdagen.

Jeg håbert på at dette giver mening og at der er mange, der vil byde ind konkrete beskrivelser af jeres vanskeligheder i hverdagen.

Nete

Hej Nete

Tak for dit svar. Jo, det giver mening...
Jeg ved godt at jeg langt fra er alene med mine tanker omkring livet og de vanskeligheder som det medfører i det daglige. Ensomheden findes dog i og med at jeg i hverdagen er helt alene mellem alle "de normalt tænkende". Det er her det bliver svært for mig. Tankens magt er stor og er med til at min hverdag måske bliver mere kaotisk end den reelt er. Men for mig føles den 100 % virkelig og jeg er derfor også nødt til at forholde mig til den.
Jeg er 33 år, er gift og har en søn på snart 15 år. Jeg har altid følt mig "anderledes" og har altid haft svært ved relationer. Jeg har - så længe jeg husker - følt at jeg har måttet kæmpe en kamp, uden rigtig at vide hvad jeg egentlig kæmpede for - eller imod. Derfor var det en kæmpe lettelse at få min diagnose for 3 år tilbage. Det var som om den følelse af indre tomhed pludselig gav mig mening. Jeg forstod pludselig hvad alle mine mærkelige udskejelser handlede om - nemlig at udfylde det enorme tomrum inden i mig. I dag ved jeg dog at det tomrum er fast groet i min person og derfor aldrig forsvinder - den erkendelse har nok været den sværeste.
Min hverdag fyldes derfor også til tider med angst. Angst for ikke at kunne slå til, angst for at miste mine nærmeste, fordi at nok bliver nok. Særligt min mand. Jeg har kendt ham i 15 år og burde egentlig vide at han støtter mig i alt og er villig til meget til trods for at han har svært ved at forstå min verden. Nogle gange tænker jeg at jeg er mere bange for at jeg ødelægger ham, end jeg er for at miste ham. Det er ikke nemt at være pårørende til en med borderline.

Jeg oplever også tomhedsfølelsen dagligt, men jeg har svært ved at forklare over over for andre, hvordan det føles - helt konkret. Jeg kan kun fortælle, hvad den for mig til at gøre eller ikke gøre - forstået på den måde, at når jeg får det sådan ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv og kan kun finde på, at gå i seng og enten sove mig over det, eller bedøve mig selv med timevis af tåbelige serier. Det der kommer oveni er, at jeg ikke selv begriber, hvorfor jeg ikke står op og laver noget konstruktivt, men når jeg tænker på et eller andet, jeg kunne lave, kan jeg ikke holde tanken ud. Kan heller ikke forestille mig, at jeg ville kunne samle mig om noget.
Somme tider opholder jeg mig i sengen fra jeg kommer hjem fra arbejde (ved middagstid) og til jeg skal møde på arbejde næste morgen. Sådan har det været mindst et par år og nu har jeg så taget kontakt til socialpsykistrien for at få hjælp, da det er en rigtig lausy livskvalitet, jeg har.
Problemet er bare, at jeg jo over for hende fremstår som en sund person, idet, jeg jo er trænet i at være positiv i kontakten med de fleste mennesker. Jeg har prøvet at skrive noget, men jeg oplever ikke at blive forstået.

Jeg forstår det heller ikke helt selv, da jeg selv tror på den positive figur, jeg fremstiller, mens det står på, men når jeg kommer hjem er den hæslige følelse tilbage.
Kan du genkende noget af dette

Om jeg kender det?? ja,i allerhøjeste grad...
Som du selv siger er det svært at sætte ord på selve tomheden. Jeg ved bare at tomheden giver uro i min krop - rastløshed nærmest. Jeg ved ikke hvad eller hvor jeg skal gøre af mig selv eller hvad jeg skal foretage mig, når jeg har det sådan. Lige som dig vælger jeg oftest også sengen eller tager afsted ud og drikker kaffe eller handler unødvendigt.. Det hjælper bare kun kort og inden længe skal mit tomrum fyldes igen. Sådan fortsætter livet og hverdagen i én uendelighed.
Har selv gået i flere år ved distriktpsykiatrien og føler mig godt hjulpet på vej - så godt at jeg ikke tager medicin længere. Stoppede for godt et år siden...Ved dog ikke om det er det rigtige når alt kommer til alt??
Men kender godt det at man narrer sig selv ved samtalerne og virker både fornuftig og sund - Jeg tror bare at jeg har tillagt mig så god en fascade at jeg kan fremstå lige præcis, som et hvilket som helst menneske, ønsker jeg skal fremtræde. Jeg tilpasser mig alle andre for at sige det som det er. Skifter også mening alt efter hvem jeg er sammen med. Jeg tror bare at det hænger sådan sammen at vi kan overbevises om at vi er stærke mennesker, der kan mere end vi ved og selv tror på. Den tanke er også yderst positiv når vi går fra stedet - problemet opstår først i det øjeblik vi er alene med det hele og tankerne - så dukker usikkerheden og utilstrækkeligheden frem og fylder det hele. Når jeg er alene så ved jeg ikke helt hvem jeg er og det skaber angst. Og ja, det er en hæslig følelse...

Hej. Er først kommet hjem her til aften, Går til noget mindfullnes. Taget i betragtning hvilket forum, dette er kan jeg melde ud, at jeg ikke pt. er i stand til at besvare, men vender tilbage i morgen eftermiddag.
VH Nette

Nu prøver jeg igen med et indlæg. Har tidligere skrevet noget, som lovet, men af en eller anden grund er det ikke sendt. Jeg har sikkert gjort noget forkert, men sådan går det tit.
Jeg kunne godt tænke mig at skrive lidt om de funktionsvanskeligheder, som jeg har med at fungere i mit liv. Det drejer sig både om vanskeligheder i arbejdslivet og i tilværelsen generelt.
Når jeg ser tilbage på mit liv og hvordan det er gået, kan jeg se, at jeg har haft vanskeligheder med at fungere. Både i mit arbejdsliv og i mine relationer. Jeg har tænkt meget over, hvordan det kan være og har også læst meget om personlighedsforstyrrelser. Har tilmed taget et par kurser. Jeg er dog stadig ikke kommet tættere på at sætte fingeren på helt præcist, hvad det drejer sig om.
Det er noget med, at jeg dissocierer og derfor ikke er fuldt til stede. Jeg sætter så at sige en slags "autopilot til" og det kommer der som regel ikke noget godt ud af. Jeg har også svært ved at være konstant i min arbejdsindsats og bare at være lidt stabil koster rigtig mange mentale kræfter.
Jeg er heller ikke god til at have flere ting i gang på en gang.
Jeg har gennemgået den helt store psykologiske test og den viste, at som sådan fejler intelligensen ikke noget, kun på ovennævnte områder.
Grunden til at jeg er så interesseret i at diskutere dette er, at jeg så gerne vil forklare min sagsbehandler, hvilke vanskeligheder, jeg har og hvad det betyder for mit liv. Jeg har et fleksjob, som tager al min energi således at jeg slet ikke har noget ud af min tilværelse. Jeg håber selvfølgelig på, at det kan ende med en førtidspension, men det ser ikke sådan ud idet man ser mig som ressourcestærk, hvilket slet ikke er tilfældet, da det føles som om hele mit mentale system er udbrændt.
Jeg vil meget gerne høre din beskrivelse af dine vanskeligheder.

Hejsa

Gennem de sidste 5 år er mit liv, blevet gradvist nemmere, jeg er 32 og har for første gang i mit voksen liv boede det samme sted i over 2 år. Jeg har også fået mere styr på min angst og depressionsperioder, hvilket sikkert skyldtes min medicin. Alligevel hersker tvivl. kaos og tomhed inden i, jeg går rundt med en konstant følese af ikke at slå til og være god nok som gennem tiden er blevet ligeså meget en fjende som en ven, en ven fordi den er så kendt og hjemmevant, nogle gange føles det nemmere at dykke ned i det kendte end at tråde ud på ukendt grund, jeg arbejder ikke, men går hjemme fordi jeg ikke magter relationer til mange menneske og kan få ret voldsomme angst anfald. Følelsesmæssigt sviger jeg mellem stor kærlighed til mine nærmeste og angsten for jeg ikke er i stand til at elske, min psykiater siger at når det sker at det fordi min personlighed at blevet slået i stykker så mange gange at et stykke af den flyver forbi og farver den måde jeg opfatter tingene på. Af en eller mærkelig grund ser jeg det som en porcelæn dukke der er krakkeleret og nogle steder slået itu. Inden bor en vrede over de mennesker det gjorde mig til den jeg er idag, jeg har meget svært ved at tilgive at de bare kan gå rundt oghave et "normalt liv" mens jeg betaler en livslang pris for det de gjorde mod mig.

Håber det kan hjælpe lidt
Louise

Hej. Tak for de kloge ord.
Særligt den pasus med at det er et stykke af den fragmenterede personlighed, der farver din opfattelse af tingene.
Det glæder mig at du er så heldig at være omgivet af gode mennesker, edr holder af dig.
Rigtig god vind fremover. Måske tales vi ved en anden gang.

Hej piger ...

Vil blot lige skrive, at I naturligvis også er velkomne i netværkets FB-borderlinegrupper Sig endelig til...


/Pia

Nete skrev:

Hej. Tak for de kloge ord.
Særligt den pasus med at det er et stykke af den fragmenterede personlighed, der farver din opfattelse af tingene.
Det glæder mig at du er så heldig at være omgivet af gode mennesker, edr holder af dig.
Rigtig god vind fremover. Måske tales vi ved en anden gang.

Hej. Jeg er 53 år og fik diagnosen som 27-årig. Nogle ting er blevet nemmere at håndtere med tiden, men helt "rask" tror jeg ikke længere på, at jeg bliver. Jeg stoppede efter eget ønske kontakt med Distriktspsykiatrien for 5 mdr siden efter 8 år med månedligt besøg af samme dygtige kontaktperson. Jeg er nået dertil, hvor jeg kender alle mine vanskeligheder så godt, at hvis jeg tilrettelægger min hverdag fornuftigt og accepterer mine begrænsninger, har jeg et godt liv. Det har også store omkostninger. Jeg er helt alene - har ingen venner eller kæreste. Min ældste datter flyttede hjemmefra for et halvt år siden og den yngste flytter til sommer og det bliver svært. Jeg ved, at jeg ikke magter nære relationer især ikke til mænd. Jeg kan ikke have mange bolde i luften på en gang, så bliver jeg stresset og frustreret. Derfor er det vigtigt for mig, at have struktur på min hverdag. Har jeg brug for ro, ja så må jeg under dynen og "skærme" mig. Det har jeg lært at acceptere, for jeg ved, at det hjælper. Meningsløshed og tomhed "kurerer" jeg ved at opholde mig i naturen - her føler jeg mig som del af en større sammenhæng og den er der altid. Omsorg giver jeg til mine dyr og de afviser mig aldrig.
Ved hjælp ad disse "værktøjer" har jeg kæmpet mig ud af depressioner og angst og er i dag medicinfri. Mit selvværd svinger stadig mellem "tilfreds" med mig selv til stærkt mindreværd og jeg tvivler på, at det vil ændre sig. Jeg håber for alle de unge, der får diagnosen, at de får kvalificeret hjælp i tide. Så tror jeg ikke nødvendigvis lidelsen vil overskygge hele deres liv.

Hej Nete,

Jeg er 23 og har selv lige fået diagnosen. Jeg kan sagtens følge jer alle sammen herinde, det er fuldstændig det samme jeg selv føler, og det er fucking svært at holde modet og håbet oppe. Uanset hvordan jeg prøver at ændre mig selv og mine egne tanker så ender jeg altid tilbage det samme sted; fuldstændig tom inden i og ufattelig ensom. Hvad betyder det så for min hverdag.

- Jeg afskærmer mig meget og opsøger overhovedet ikke nye relationer, måske fordi jeg i de meget svære perioder bliver så usikker og bange for at fejle. Mit arbejdsliv bliver ramt utrolig hårdt af dette, fordi jeg lever af at skabe relationer med kunder, som foregår over telefon og på møder, men telefonen virker bare så tung og mødet virker bare så uoverskueligt.

- Jeg har en tendens til at svinge rigtig meget i humør hvor jeg igen begynder at få indadvente tanker om at jeg ikke skal lade andre mennesker se mig som værende trist fordi så danner de sig et billede af mig, som jeg ikke selv kan lide at se i mig selv, så mange af mine relationer bliver overfladiske og i mit arbejde får jeg en tendens til bare at lukke helt ned.

Jeg har fortalt min chef alt det her, og de er rigtig forstående og giver mig derfor også lang snor. Vi finder ud af sammen hvordan jeg kan hæve mit niveau igen og igen, og i mange tilfælde mindsker det faktisk lidt de humør svinginger jeg har i forhold til mit arbejde. Jeg tror det er vigtigt at få snakket om det på arbejdet og få dem til at tage skåne hensyn, og så skal det være op til dem at levere kontrolleret motivation og op til dig at skabe autonom motivation som kommer af den passion du har. Her er det kun os selv der kan skabe det. Fortæl din overordnede hvad denne autonome motivation er; og lade dem derefter motivere dig med det også. F.eks. hvis din indre passion er at hjælpe børn og unge, så begynd og gå i dybden og tænk, hvorfor er det vigtigt for mig. Herefter har din Chef en mulighed for at hjælpe dig, ved hele tiden at minde dig om hvorfor du har valgt dit arbejde og hvad det inderst inde er du aller helst vil opnå. På en måde, kommer det til at hjælpe dig med at få mere positive tankemønstre på dit arbejde. (Håber det giver mening)

I det personlige har jeg ikke rigtigt nogen at snakke med da mine forældre ser lidt bort fra det. De kan ikke rigtig forstå at de kan have skyld i det, og det betyder at jeg er meget alene hjemme i min egen lejlighed. Her bruger jeg meget tid på historier (film, bøger, serier) til at forsvinde ud af hverdagen og alle tankerne. Igen, det er måske ikke særlig sundt, men det fjerne lidt tristheden, og tankerne om ensomhed.

Jeg har måske muligheden for at komme i DAT-behandling, hvilket jeg her den sidste stykke tid, har læst en del om, og det lyder meget som noget man med fordel kan benytte sig af.

”DAT er faktisk den mest evidensbaserede terapiform ift. Borderline, med så imponerende forskningsresultater, at op til 80% kan komme ud på den anden side. Dvs. komme sig i sådan en grad, at vedkommende ikke længere oppebærer symptomerne for diagnosen, og kan leve et liv uden følelsesoversvømmelser”

Håber du kunne bruge lidt af det. Jeg ved at borderline manifestere sig lidt forskelligt hos mænd og kvinder, så det kan også være du slet ik kan bruge noget af det.

Mvh
Morten