Jeg har været sammen med min kæreste i 6 år. De sidste 3 år, har været en stor kamp, hvor jeg som I beskriver, har opført mig sygeligt jaloux på alt i hans liv. Lige fra arbejde, til hans børn og fritusaktiviteter. Jeg bliver ved med, at kunne se og forstå, men tør ikke tro på, at alt hvad han gør er et fravalg af mig. Jeg bliver angst og kæmper, bebrejder, er sur, ked af det og giver ham skylden for ikke at forstå mig. Jeg hader mig selv for min opførsel og er inderst inde godt klar over, at hele min adfærd resulterer netop i han forlader mig. Så nogle gange, prøver jeg, at lade stå til, men angsten vælter ind over mig og jeg bliver grebet af mine følelser, og tror han nu er på vej væk. Jeg markerer konstant. Vi har 2 børn hver og er flyttet sammen for 1½ år siden, og jeg kvæler alt. Jeg laver regler, jeg kan blive sur over ikke bliver overholdt, jeg beskriver, de ingen respekt har for mig og at han er ligeglad med mig. Nu er vi/han kommet dertil, hvor jeg har kvalt ham og hans følelser for mig. Han er det bedste der er sket mig og jeg hader, at jeg ikke kan/kunne tro på ham og hans ihvertfald den gang kærlighed til mig. Hvordan, Hjælp mig til at forstå hvordan jeg overlever. Han har holdt mig ud så længe, så jeg burde vide han gider mig. Endnu en gang har jeg besluttet at tro, men hvad hvis det er for sent? Jeg vil så gerne lige teste ham, for lige at sikre mig, at han nu også elsker mig, inden jeg ændrer mig. Jeg vil bare så gerne være, en god kæreste og den glade og overskudsagtige person jeg var en gang og som han blev forelsket i. I stedet for er jeg blevet selvmedlidende, energiforladt og fuldstændig afskåret mig fra venner og familie, så jeg kun har ham og hans liv at gå op i. Hvordan bryder jeg? Hans grænse er nået, og jeg ved, det er nu eller aldrig. Jeg er så angst og har så voldsomme smerter, men er helt bevidst om, at jeg ikke denne gang, skal få vores forhold til at dreje sig om mine følelser og hvor svært det hele er for mig. Jeg bliver nødt til at arbejde på min egen kamp, mit eget liv og lade ham leve sit. Jeg ved bare ikke hvordan. Jeg kan have de bedste intentioner om morgenen, og inden dagen er slut, har jeg allerede ødelagt det igen. Jeg er overbevist om, at næste gang er sidste gang. Og det skræmmer mig mere, end noget andet.
