Vil lige sige hej

Jeg har fundet vej herind fordi min søster er blevet diagnosticeret med Borderline. Mange ting er pludselig faldet på plads, for hende men i den grad også for mig..
Nu skal jeg så "bare" lære at hendes udtalelser ikke er et personligt angreb, hvilket jeg i mange år altid har følt..
Har I herinde, nogen gode råd?
Mange hilsener Henriette

Kære Henriette. Først fint at få sat navn på "problemet", men med benævnelsen skal der også være et ansvar for at gå i terapi, og lære at styre diagnosen, istedet for at gemme sig bag den.
Jeg kender til den slags gennem min lillesøster, og min kæreste.
Der er en tendens til at skubbe ansvaret fra sig, og prøve at lade de pårørende tage deres ansvar.
Det er vigtigt med tydelige grænser.
Når nogle "føler" sig uretfærdigt behandlet er det ikke det samme som de bliver det. Mennesker der lider af borderline kan ikke kalibrere følelser, og reagerer derfor ofte voldsomt og forudsigeligt.
Dertil skal det siges at en pæn afstand nok er nødvendig, for at du ikke selv skal gå ned på det.
Prøv at spørge din søster om hun er indstillet på at ændre sig. Hvis hun ikke er klar til det, kan det nemlig blive meget hårdt, og så vil jeg anbefale en mindsket kontakt da alt andet vil være for omkostnings-fyldt ret følelsesmæssigt.

At man kalder noget en diagnose, hjælper jo ikke på at ændre ved det der er forkert. Derfor er det vigtigt at hun udtrykker en vilje til selv at gøre en indsats, ellers har man igen chance. Jeg taler af bitter erfaring.
Grænser er vigtige.

Tal med venner eller grupper om dette.
At være pårørende til mennesker med alvorlig borderline, er noget af det værste at være pårørende til.

De bedste ønsker Netas- du er velkommen til at skrive på woompack@hotmail.com

Tusind tak for dit svar!
Hun er i behandling og jeg tror det hjælper hende rigtig meget.. Vi bor dog i hver sin ende af landet, så vi ser ikke hinanden så tit, men føler hver gang, at jeg skal gå på listefødder.. Jeg har været til psykolog, hvo han anbefalede mig, at sætte ord på, når/hvis hun svarer mig, så det skal jeg til at lære, ellers lærer hun jo aldrig, hvor mine grænser går..

Kære Henriette

DU SKAL IKKE GÅ PÅ LISTEFØDDER! - tværtimod, derfor ville en pause mellem jer, måske være en god idé!, så du kan starte med at lære dine egne grænser at kende- Det kan du ikke så længe du bliver fastholdt i dit gamle mønster, hvor hun kan tvinge dig ind i en minezone, af uforudsigelige udfald!
Det er ikke så vigtigt om de hjælper hende, men om din søster erkender ansvaret for selv at ændre sig.
Med mindre hun gør det, er det bare spild af tid, og mange gange kan det være spil for galleriet, at være vidne til en terapi-seance, fordi hun simulerer følelser som hun ikke har.
Husk en ting. Mennesker med borderline kan være meget farlige. For du ved aldrig hvor du har dem.
Derfor min anbefaling, stil krav, og respekterer hun ikke et nej over f.eks tlf. så læg på, eller kort hende af.
så længe en borderliner kan "forhandle" bliver der aldrig etableret et kompromis, men kun en ensporet mortervej af krav, og urimeligheder.
Derfor så selv om hun har "borderline", så støtter du hende ikke hvis du ikke sørger for at sætte grænser der er til at tage at føle på..
Det vil sige, mærk efter hvor dine egne grænser går, og sæt hende så på plads, hvis ikke verbalt, så ved at lægge på over telefonen, eller ved at sige "sådan bliver det". - Og det kan godt være et brud vil gavne dig således at der bliver en mærkbar forskel mellem det du accepterede før, og det du accepterer nu.

Bedste ønsker
Netas.
Skriv endelig, hvis du har yderligere spørgsmål.


HUSK: intet menneske er så sygt, at alle andre skal lide, fordi de jo "ikke kan gøre for det".
PAS PÅ DIG SELV