Hej
Mange tak for svaret.
For at sætte relationerne på plads, så er det min kone vi snakker om, og ligeledes moren til vores 2 børn.
Jeg har kendt hende i 5 år, og selvom det til tider har været hårdt, så holder jeg jo meget af hende, da hun er det sødeste menneske, når ikke lige hun er i følelsernes vold.
Hun er IKKE diagnosticeret BorderLine, men efter at have gravet i det selv, så er jeg ikke så meget i tvivl. Jeg er egentligt bare ganske "imponeret" over at lægerne, og psykologer ikke har set den før nu.
Både graviditeten, og efter fødslen med vores første var en hård tid. Hun var tit helt oppe under loftet, og jeg kunne jo ikke gøre så meget end at prøve at appellere til hendes fornuft. Lægerne kiggede straks i deres ABC leksikon, og dømte hende til at have depression, og derefter skulle hun ta´piller derimod.
Det eneste vi fik ud af det, var en masse bivirkninger, og et sandt helvede for hende da hun skulle af med pillerne igen. Hun havde det så slemt at hun den dag idag nægter at at nogle former for medicin, og et eller andet sted kan jeg godt forstå hende.
Men som sagt. Intet blev bedre. Det var de samme op og nedture. heldigvis kan hun have lange perioder hvor alt er fint. Men hvis der kommer et eller andet der kan bringe hverdagens trummerum ud af de vante omgivelser, så kan hun omgående begynde at hyperventilere, og sige fra med det samme, da hun ikke kan rumme det. F.eks er jeg ved at skifte arbejde, og jeg skal forsøge at snakke om hvordan jeg skal forsøge at strikke mit arbejdsskema sammen. Det kan jeg ikke, da jeg ved at det vil med føre minimum smækken med køkkenlågerne, og nok også lidt råben.
Det skal siges at hun, nok modsat mange andre, ikke nægter at der er noget der ikke er som det helt skal være. Det virker dog ikke som om at hun har det store begreb om, hvad det gør ved os andre når hun er sådan.
Hun skal snarlig starte i et forløb med terapeut, men jeg har desværre ikke den store fidus til det, da jeg ved at hun ikke selv mener det er nødvendigt, og i øvrigt slet ikke har lyst til det.
Hun mener faktisk at det er min skyld, at hun er havnet i den situation, da det jo var mig der i foråret ringede til vagtlægen, da jeg bare fik nok af hendes trusler om selvmord, nedbrænde huset og kasten brudekjolen ud på græsplænen (det er når hun er værst). Det satte jo en kædereaktion igang, og denne bebrejder hun mig, i stedet for at ta imod det tilbud om hjælp der nu kommer til hende.
Den primære grund til at hun bebrejder mig, er at familieafdelingen jo også kom ind over, for at tjekke vores børns velvære. Det havde jeg intet problem med, da jeg ved at alt der er OK, og det afspejlede undersøgelsen naturligvis også. I min verden har vi nu sort/på hvidt at vi er gode ved vores børn. I hendes verden, når hun er værst, så har jeg sikret mig at jeg får børnene, hvis vi skal skilles.. Den slags pis er det ikke unormalt jeg skal høre på. Slet ikke for tiden, hvor hun hænger med snudeskaftet.
Én af grundende til at jeg er sikker på BorderLine, er at alle symptomerne passer, og der står også at børn der oplever svigt vil være i faregruppen. Der er ingen tvivl om at hun har oplevet nogle enorme svigt som barn. Hendes mor er, med pæne ord, kugle skør. Hun har gennem hele opvæksten, som udadtil har været normal, blevet bebrejdet alle morens egne fiaskoer. Det var moren der serverede maden, og alligevel var det børnenes skyld at de blev tykke, og måtte på Julemærke hjem. I en højere alder har moren lånt penge af hendes venner, og aldrig betalt dem tilbage, ligesom hun har lænset hendes konto, for de penge hun arvede efter farens død.
I nyere tid har hun også været leveringsdygtig i sviner SMS´er 2 minutter efter vores datter blev født, fordi vi nægtede at have hende med til fødslen - så jo. Jeg ser fint hvor skaden er sket.
jeg vil så gerne at jeg kunne få hende på ret køl, og få det her til at fungere - men samtidig kan jeg bare mærke at jeg er ved virkelig at være kørt træt i, at jeg ved at de mindste ting kan blive et skænderi, fordi hun hører og ser noget helt andet end hvad der sker - når jeg påpeger dette, får jeg at vide at jeg ikke skal fortælle hende hvad der er rigtigt og forkert, for hun føler det - så skal jeg ikke komme og sige at det er forkert.
Hilsen
Jesper
- Netas skrev:
- Hej Jesper.
Du skal hverken gå på glasskår eller på nogen måde acceptere den adfærd.
Kan du forklare situationen helt konkret, eller bare lidt nærmere.
Jeg er selv i forhold, med en der efter 5 år, nu har udviklet sig i en retning der stiller alvorligt spørgsmål om vores fremtid sammen, er realistisk.
Borderlineres følelser, er deres virkelighed, og vi ved alle hvor vanskelige følelser er at forholde sig til.
En måde jeg har brugt, er at ignorere og ikke anerkende den forkerte adfærd. Dvs. ikke acceptere hendes anklager, eller beskyldninger, men så nå hun er faldet ned, fortælle hvad hun faktisk gør ved andre.
Og at hun skubber en væk.
Når en borderliner er kørt op i en spids er de ude for enhver rækkevidde, og kan slet ikke nåes med hverken fornuft eller rimelighed. Måske du skal foreslå at hun får noget medicin.
Jeg må indrømme, at jeg når dertil hvor jeg anbefaler min kæreste at tage sin PN medicin, så hun ikke kommer op i de der niveauer. For det kan man slet ikke holde til i længden.
Prøv at komme med nogle eksempler på hvornår du oplever hendes problemer, værst ?=
Bedste hilsner
Netas
