Hej.
Jeg er en mand, der er kæreste med en kvinde med diagnosen borderline personlighedsforstyrrelse og maniodepressiv. Vi er kærester, når det altså kan lade sig gøre... Det har svinget enormt meget, hun har droppet mig flere gange - og ja, det har været hårdt.
Så hårdt, at jeg selv var ved at gå ned med flaget.
Derfor skrev jeg for nylig dette til en af psykiatri-sidernes rådgivning:
---
Jeg er en mand, der er kæreste med en kvinde med diagnosen bordeline personlighedsforstyrrelse og maniodepressiv. Vi er kærester, når det altså kan lade sig gøre...
(...)
Hun svinger enormt meget, i perioder er alt enten sort eller hvidt, og hun har nu seks gange på 18 måneder gjort det forbi i kortere eller længere tid. Jeg elsker hende. Jeg har tidligere været gift og også haft andre kærester, men jeg har aldrig mødt en kvinde som hende - hun er den største kærlighed for mig nogensinde, og jeg vil gøre, hvad det skal være for, at vi kan være sammen. Men det er hårdt hele tiden at blive smidt ud. Mit spørgsmål handler om, hvordan jeg skal reagere, når hun gør det, men først vil jeg fortælle lidt mere om baggrunden.
Vi har boet sammen, men det blev for tæt for hende allerede efter tre-fire måneder, så nu ses vi omtrent én til tre gange om ugen - altid kun når hun inviterer eller kommer hen til mig. Hun er vidunderlig, vi kan tale om alt, og selv om det er udfordrende, er jeg aldrig i tvivl om, at hun er kvinden, jeg vil dele alt med, glæder og sorger - resten af livet, hvis det står til mig. Det vil altid svinge, det er jeg slet ikke i tvivl om, men jeg er fuldstændigt ligeglad, for jeg elsker hende oprigtigt.
Jeg forsøger at støtte hende med ord og omsorg, og jeg fortæller hende ofte, hvor meget jeg elsker hende, og hvor fantastisk en kvinde hun er. (...) Det er svært for mig at navigere, når hendes sind svinger så meget. Til tider nyder hun min omsorg og tager kærligheden ind, men når pendulet svinger den anden vej, virker det stik modsat - så føler hun sig invaderet og at jeg trænger mig på. Jeg øver mig i at time det, men det fører ofte til konflikter. Det "ender" tit med, at jeg i frustration overøser hende med kærlige ord og tilnærmelser og forsikringer om, at jeg accepterer alt ved hende, at jeg elsker hende højere end noget andet, og at jeg aldrig kunne finde på at svigte hende eller forlade hende, selv om jeg i situationen burde vide, at når jeg forsøger at trække hende tættere på, resulterer det i stedet i, at jeg skubber hende længere væk.
Det er som to magneter med ens poler. Vi kan ikke mødes igen. Hun siger, at nu er det slut, jeg siger eller skriver, at jeg elsker hende, og at hun må tænke over det og altid er velkommen - jeg går ingen steder, og det mener jeg; hun er den eneste for mig.
Sådan er det igen nu. Hun er i tvivl om, om det er tryghed eller kærlighed, hun oplever. Jeg har hver gang sagt, at jeg selvfølgelig må indrette mig efter det, det står hende frit for, hvis hun bare ikke føler, at det er det rigtige for hende, men at hun ikke skal være i tvivl om, at jeg stadig er der for hende, uanset hvor lang pausen er. Det har varet mellem en og fire uger. En gang, da vi så mødtes igen, var vi kærester fra klokken 19.30 til 21.45, inden hun smed mig ud igen. Jeg var træt og uoplagt, og det irriterede hende. En uge senere var vi sammen igen.
Jeg bliver ked af det og frustreret, når hun melder fra og bliver tavs i længere tid. Jeg kender hende jo ret godt efterhånden, og jeg ved godt, at hun har brug for tiden alene, og at tanker og følelser farer rundt. Jeg har opfordret hende til at hejse det røde flag og sige til, når hun har brug for en pause og brug for at isolere sig. Hun mærker frustrationerne bygge op indeni, bliver irriteret over ingenting, og så står vi der igen.
Det er lige dér, jeg ville ønske, hun kunne sige noget i retning af "jeg ved du elsker mig, og jeg er så glad for alt det, vi har sammen - men lige nu kan jeg ikke mærke mine følelser, og nu skal jeg kun tage vare på mig selv, indtil du hører fra mig igen". I realiteten ER det nok det, hun prøver på at sige, men jeg hører kun "jeg går fra dig!", og så er det, jeg dummer mig. Jeg overreagerer og prøver at trække hende tilbage eller spørger lige ud, om hun så går for alvor - og stillet over for det valg, kan hun jo kun sige ja, det ved jeg udmærket. Jeg har selv presset hende det sidste stykke ud over kanten. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvor vred jeg bliver på mig selv - og endnu mere frustreret.
Mit første spørgsmål er derfor:
Hvordan lærer jeg at tackle den fase, hvor hun trækker sig ind i sig selv? Hvilke værktøjer kan jeg tage i brug? Jeg bilder mig ind, at jeg kan lære at håndtere pauserne, så længe jeg er nogenlunde tryg ved, at det netop kun er en pause. Det er tvivlen om, om hun virkelig holder sig helt væk, der gør mig urolig og får mig til at presse på. Jeg kender mange af hendes reaktioner og mønstre, og jeg har lært at reagere konstruktivt på nogle af dem. Men udsigten til, at hun helt forsvinder er svær at have med at gøre, og så kører mine følelser for hende rundt i kroppen. Hvad kan jeg gøre, når jeg synes, at jeg ikke får det rigtige signal?
Mit andet spørgsmål handler om, når hun så har sagt, at nu... NU er det slut. Jeg tager det meget tungt, for jeg tror jo på det hver gang. For min egen skyld bliver jeg fremover nødt til at håndtere det på en lettere måde, for det slider på mig. Hun sagde forleden, at hun egentlig regnede med, at jeg ikke troede på det overhovedet, at jeg bare tænkte "pjat med hende, hun kommer snart tilbage". Det er meget langt fra sandheden. Jeg tager det lige alvorligt hver gang, og det er alt for hårdt.
Men hvordan skulle jeg kunne andet? (...) Hvordan skal jeg reagere, når hun slår op i banen? Jeg kan ikke være ligeglad og sige, at det bare er en dille, hun lige finder på i denne uge, eller hun er jo bare syg. Jeg ved godt, hun er syg, og at hun har særlige behov, men hun er også et menneske i sin egen ret.
Jeg kan for min egen skyld heller ikke reagere med sorg, som om jeg virkelig har mistet min elskede hver gang, det er for hårdt. Er der en middelvej?
---
Da der var gået en uge uden svar, faldt tiøren pludselig. Eller flere, faktisk. For det første, at jeg netop ikke i den grad kan tage alting på mig, at det ikke alene er mit ansvar, at jeg ikke kan "kurere" hende med kærlighed. Jeg har været alt for meget ovre på hendes banehalvdel.
For det andet, at det er helt nødvendigt at lade være med at presse på, og det gør man, når man hælder alt for meget kærlighed på. Jeg prøver at trække hende i min retning, og effekten er den modsatte - hun styrter væk! Min omsorg har været ægte og dybfølt, men jeg kan ikke leve hendes liv.
For det tredje gik det pludselig op for mig, at jeg i omkring et år har været decideret deprimeret. Jeg har kæmpet så hårdt for at glatte ud og få det hele til at virke, at jeg fuldstændigt har glemt at tage hensyn til mig selv, at jeg helt har lukket ned for mine egne behov. Hvert minut 24 timer i døgnet er gået med at spekulere over, hvordan jeg kunne hjælpe og give omsorg, og i perioderne med pauser er jeg ofte gået helt ned i sorg over, at min omsorg og kærlighed ikke var tilstrækkelig.
Sådan kan man ikke leve, og det gør jeg ikke mere! Jeg har pludselig igen kunnet trække vejret helt dybt og skyde brystet frem og mærke, at jeg selv lever - at vi er to individer, som hver især skal trives, og hvis vi kan finde ud af det sammen, ville det være ualmindeligt skønt. Men jeg kan ikke tage hendes smerte på mig, jeg kan ikke løse alle problemer, og hvis jeg ikke holder mig på min banehalvdel, så er vi to, der har det skidt eller værre, i stedet for to der forstår og støtter hinanden og hver især lever med de vilkår, vi er givet.
Derfor står den for mit vedkommende på samtaler med en psykolog den kommende tid. Jeg skal først og fremmest have repareret mig selv, nu da jeg erkendt, hvor hårdt det har været, og hvad jeg har gjort forkert - for mig selv og for hende. Derudover kan jeg kun håbe, at jeg frem over bliver en bedre kæreste og borderline-pårørende.
Jeg deler denne oplevelse med jer i håb om, at andre pårørende vil mærke efter, om de lever i sig selv eller er alt for meget ovre i personen med borderline. Og så vil jeg da helt vildt gerne høre kommentarer fra andre, og hvordan de oplever at være pårørende, og hvordan de får det til at fungere.
Partneren.
