min kæreste

er pårørende til min dejlige kæreste der lider af borderline, kunne godt bruge nogen gode råd, jeg elsker hende meget højt, men hold kæft hvor er det engang imellem svært at have med hendes smerte at gøre, hun er så ekstremt vred og alligevel så ulykkelig, jeg ved hun selvskader en del, men konfrontere jeg hende med det skubber hun mig væk i vrede, det er bare så svært at være vidne til, hun har så mange masker at selv jeg ikke efter 2 år hvem der er den rigtige lisette, hun vil rede hele verden og er så ufattelig god som dagen er lang, men prøver man at give hende omsorg skubber hun igen en væk, hun KAN bare ikke modtage omsorg, ved snart ikke mine levende råd, hvordan hjælper jeg hende bedst muligt uden at skubbe hende væk?

liborius skrev:

er pårørende til min dejlige kæreste der lider af borderline, kunne godt bruge nogen gode råd, jeg elsker hende meget højt, men hold kæft hvor er det engang imellem svært at have med hendes smerte at gøre, hun er så ekstremt vred og alligevel så ulykkelig, jeg ved hun selvskader en del, men konfrontere jeg hende med det skubber hun mig væk i vrede, det er bare så svært at være vidne til, hun har så mange masker at selv jeg ikke efter 2 år hvem der er den rigtige lisette, hun vil rede hele verden og er så ufattelig god som dagen er lang, men prøver man at give hende omsorg skubber hun igen en væk, hun KAN bare ikke modtage omsorg, ved snart ikke mine levende råd, hvordan hjælper jeg hende bedst muligt uden at skubbe hende væk?

Mit bedste råd er at lade være med at skubbe det på. Hvis man bliver ved med at sige "du har brug for hjælp" så føler vedkommende sig måske syg, altså mellem linierne siger man "du er syg og derfor har du brug for hjælp" og hvis man konstant bliver konfronteret med det, så bliver man selvfølgelig ked af det.

Jeg er selv pårørende og har en kæreste der lider af borderline, og jeg kender godt til din situation, dog heldigvis ikke så ekstremt, men kan sagtens se hvad du mener. Jeg kan ikke få min til at indse hvor dejlig en pige hun er, det er som om alle mine ord, og jeg føler mig egentlig ok veltalende, bliver pillet fra hinanden og vendt og drejet så de bliver til ingenting eller værre endnu, en fornærmelse.

Jeg har erfaret at lade hende gå distancen, selvom det brænder i en for at hjælpe, er den bedste af to onder.
Jeg har ikke fundet en måde at bryde det mønster på, og jeg ved ikke om det findes, men at presse på er faktisk bare at gøre det værre.

For os mænd er det ofte naturligt, vi har et beskytter/hjælper gen overfor dem vi holder af, og vores kæreste er en af dem. Desværre skal vi modvirke det en hel del for ikke at skubbe vores elskede ud over kanten eller få dem til at føle sig pressede.

Det er svært og til tider umuligt at modarbejde det instinkt, men den bedste mulighed vi har.
De vil højest sandsynligt skade sig, men nok mindre end ellers.
F.eks. kan min kæreste finde på at påtage sig alt ansvar, bl.a. blive min personlige kalender. Hvis jeg fratager hende det føler hun sig ikke god nok og pga. jeg er den glemsomme fyr jeg er, får hun meget at se til ud over hendes egne planer. Hun kan blive stresset som ind i H.. men i den sidste ende, lader hun mig hjælpe hvis jeg er heldig.

Det er så lidt uheldigt at både jeg og hende er stædige som æsler.

Men mit råd er som sagt, at lade hende løbe linen ud. Du kan ikke undgå at hun rammer muren, men der er forskel på om det er med hovedet først og med 120 i timen, eller det er et lille dunk.

Jeg håber mit råd hjælper lidt, selvom det er længe siden du spurgte om hjælp.