Hej jeg er en 42 årig kvinde som har været selvskadende siden først i 20'erne og nok også mens jeg boede hjemme(holde mig vågen, ikke gåi skole, gå ud om vinteren i nattøj og bare tæer, ødelægge ting). Jeg er blevet slået siden jeg var helt lille og fra jeg var 10 til 15 blev jeg seksuelt krænket af min nabo. Mine forældre ville aldrig snakke om det. Jeg kan ikke være i et forhold for så bliver jeg bange for at blive forladt og jeg skal bekræftes hele tiden. Føler mig som ingen ting. Forholdet svinger mellem skænderier der ender med jeg ødelægge ting og slår mig selv og fred. Men der går ikke længe før jeg keder mig så opsøger jeg en konfrontation igen. Jeg er heller ikke meget for at være alene. Jeg kan lige klare 2 timer så får jeg det dårligt sikkert fordi jeg begynder at kede mig. Jeg prøver at holde min kæreste hjemme. Når jeg er sammen med andre mennesker er jeg angst. Jeg skifter mellem at kunne lide dem og ikke og der kan gå få sek. imellem det. Jeg ved heller ikke hvem jeg er. Det skifter alt efter hvem jeg er sammen med. Så forsøger jeg at mærke hvem de helst vil have jeg skal være så jeg er aldrig den samme. Hvad jeg tænker om mig selv svinger også hurtigt fra den ene yderlighed til den anden og så svinger mit humør med. Jeg har meget travlt med at ignorere alt dette. Men det gør et meget angstfuldt at være sammen med andre og tit hader jeg mig selv. Jeg har intet selvværd. De fleste psykiatere spøger hver gang om jeg har tomhedsfølelse og det synes jeg ikke at jeg har med mindre de mener at jeg ikke kan holde ud ikke at føle noget og så siger jeg nej og så går de væk fra borderlineteorien. Men min psykolog gennem 1.5 år i distriktscentret syntes jeg er borderline men jeg har stadig diagnosen uspec. personlighedsforstyrrelse og det er meget generende for jeg føler at der er ingen der forstår mig når jeg bliver indlagt eller starter hos en ny psykolog/psykiater. Og så får jeg jo ikke den rigtige behandling. men det er mest det med ikke at føle sig forstået,der virkelig generer mig.
