14/4-15
Jeg erkender, enten som psykiateren sagde, at jeg har en personlighedsforstyrrelse. Ellers erkender jeg min egen teori, om at jeg er særlig sensitiv og at befolkningen bliver diagnosticeret som borderliner, istedet for særlig sensitiv. At være særlig sensitiv, er stadig ikke anerkendt i danmark, som en diagnose og måske er det derfor, jeg helst vil indse det som den bedste erkendelse. Uanset, ligger de alligevel relativt tæt op ad hinanden.
Jeg er flyttet til aabenraa, for at tage mit sidste forsøg i min bachelor, i pædagogik. Jeg har det rigtig godt hernede. Jeg har valgt det helt rigtige og er stolt, og mærker en indre lykke, over at jeg har været i stand til at tage denne beslutning, trods nervøsitet, for hvordan det skulle være, at opgive alt og være et sted, hvor jeg ikke kender en levende sjæl. Det viser sig, at det er lige hvad jeg har behov for. Nu hvor jeg har fundet ud af det, frygter jeg at komme tilbage til kbh i gamle destruktive rammer.
Jeg er midt i en erkendelsesfase, som jeg ser som den største hidtil. Midtvejskrise vil nogle kalde det men jeg ser ikke så meget krisen i det, da den allerede har, været skabt forinden. Jeg er på vej, til at kigge ind ad og selv i de hemmelige kroge, hvor det er betændt og hvor jeg ikke rigtig ved hvor langt jeg kan få lov at komme ind, efter årevis af forsømmelse. At være tilbage på studiet igen, minder mig om, hvad jeg engang brændte for, og stadigvæk brænder for. Jeg føler mig stærk og hjemme, i dette område. Min eneste svaghed, er mig selv og min selvopfattelse som har fået sig et ordentligt chok, fra mine sidste erfaringer til eksamen. Jeg vidste faktisk ikke, at det stod så slemt til med min selvopfattelse før jeg, idag tog til prøvetræningskursus og skulle introducere mig selv, og fortælle hvorfor jeg var nervøs til eksamen, og evt. grunde til det. Jeg nåede allerede, to personer før min tur, at opbygge en stille flod, på vej op gennem kroppen. Da det kom til min tur, nåede jeg at sige: Jeg hedder tine og jeg er igang med min bachelor og jeg er allerede nervøs nu.- Jeg brændte indeni, jeg skulle holde stemmelejet ved lige og koncentrere mig om ikke at, få vand i øjnene. Heldigvis var basen god og underviseren meget sympatisk og observerende. Hun fangede at den skulle stoppe der. Da jeg følte mig mere en del af gruppen, kom mit rigtige jeg frem. Jeg bidragede konstruktivt, med skarpe tanker , reflektioner og muligheder som jeg opfattede at de tog imod, meget overraskende og måske ikke forvendtende, over hvor stærke standpunkter der kunne komme ud af en så nervøs karakter, fra det førstehånds indtryk, jeg kom med. Jeg forlod lokalet, med en stærk oprejst ryg følelse men samtidig var jeg igang med at kramme mit indre indeni, i overraskelse og tristhed over hvor slemt jeg egentlig havde det, med det hele. Ti minutter inde i forløbet, skulle jeg kæmpe for at holde mig i stolen, for jeg havde mest lyst til, at skynde mig ud af døren, før floden kom og samtidig skynde mig ud og ringe til min læge, og sige at jeg ville have en ordination til psykolog, hurtigst muligt, så jeg kan nå at få dette på plads, indenfor den knappe tid. Jeg er så glad for at jeg blev.
Jeg fik så stort et chok, over ikke at bestå, til min første bachelor eksamen, da det satte spørgsmålstegn bag, alt hvad jeg havde brændt for og hele min eksistens. Jeg var sikker i mit studie og stærk i mine reflektioner.Altid nysgerrig, altid kritisk og spørgende. Jeg faldt på formalierne og opbygningen, af en opgave. Jeg kan stadig forundres over, at systemet er kommet så langt, fra hvad der minder om menneskelige egenskaber. Alt handler om skemaer, punkttegn og at indordne sig. En ting jeg aldrig har ville, medmindre der kunne være en anden grund til det, end besparelser, økonomi og passivisering af menneskeheden.
Jeg vil ikke indordne mig rammer, som jeg synes er umoralske og mere menneskefjerne.
Men hvis jeg ikke gør det, så består jeg ikke. Jeg vil ikke lade min harme, gå ud over min selvopfattelse. Jeg ved, hvad jeg er dygtig til, og det er i praksis- også teoretisk, men skoler, er konforme. Det skræmmer mig, at dem jeg i denne omgang har mødt, er modtagelige for denne gennemsigtige indoktrinering men jeg vil gerne ”lege zombie blandt zombierne” mens jeg skal igennem dette, så jeg kan få fred, og komme ud, og arbejde rigtigt bagefter-morale gemmer jeg, til det autentiske, blandt dem jeg skal være med. Det bliver ikke i uddannelsessystemet, at jeg får rykket ved noget.
Nu er det sådan, at jeg arbejder med mig selv, samtidig med at jeg også arbejder med, det vigtigste svigt ,udover dominik. Altså min bachelor. Jeg lovede mig selv, at arbejde med noget, som var skudsikkert og alligevel har jeg valgt, et område jeg ikke er bekendt med, rent professionelt. Socialpsykiatrien.
Vil det påvirke mig for meget, at have borderline som fokus, eller vil det også gavne min egen udvikling? Skal jeg finde en stor skillelinje, mellem dette? Jeg er stadig i tvivl, men min indsigelse siger, at det er for tæt på, og ikke godt nok, gennem arbejdet, til at jeg kan arbejde med det professionelt og kunne arbejde objektivt med det. Så fik jeg lige svaret mig selv på det.
At se en info video/dokumentar om livet med borderline, slog mig skakmat og har resulteret i mange tårer, og en tilbagevenden til min måde, at udøve selvdestruktivitet. Alkohol. Det er mit alternativ til bedøvelse, piller eller cutting og jeg sidder lige nu, og har en lettelse igennem øllen men er vel bevidst om konsekvenserne senere.
Alkoholen er min bedøvelse. Årsagen er langt værre. Det er mit forskruede forhold til sex. Jeg har altid været mærkelig, indeni mig selv, omkring emnet. Jeg har prøvet hårdt, at spørge mig selv, om der måske kunne være ting som jeg har svitset ud og ikke ville konfrontere, men der er ikke nogle der har misbrugt mig, andet end mig selv. Det er en hård erkendelse og jeg har ondt af mig selv over, ikke at have været bedre vidende. Og nu at læse at jeg lige skrev det, bliver jeg sur, for selvfølgelig kunne jeg ikke vide det, på det tidspunkt! Jeg vidste ikke nok om det. Jeg har bevæget mig ud i sex, for tidligt og har ikke haft den nysgerrighed, til emnet som måske kunne ændre det, måske ikke. Jeg brugte mange år, på at være selvdestruktiv, gennem sex. I en kort periode, i forhold til resten, var sex decideret selvdestruktion, for bare at kunne mærke noget andet end følelserne og samtidig, for at blende ind, og synes, at føle, at der var nogle der ville mig. Ikke at blive overset, at være en del af noget med andre mennesker. Jeg forestiller mig den samme tilfredstillelse som et menneske, der skærer i sig selv, for at mærke en anden smerte end den der bzèr hjernen.
Jeg ved ikke hvor det kommer fra, men jeg har altid været, et gammeldagsbarn. Jeg tænker, alt til atomer og er derfor langsommere. Jeg havde kun lige lagt dukken på hylden, da jeg gik ud af døren og havde min første seksuelle oplevelse. Derfra af, opfattede jeg kun andres udtryk og kunne godt læse kropssprog, så jeg blev god til at lytte. Jeg var først i tyverne, da det først der, gik op for mig, gennem mit første længerevarende forhold, at jeg ikke kun skulle lytte. Jeg skulle også have lov til at snakke. Det er min metafor for sex. Jeg blev først sur på ham fordi så forlangte han pludselig noget fra mig også. Allerede der, var jeg så ødelagt, at jeg ikke engang kunne finde tilbage til hende, i mig selv som jeg, ikke mange år før, var så tæt tilknyttet. Jeg blev ved med at være sur, på ham, fordi jeg ikke ville have, at han skulle forlange noget af mig, som jeg ikke kunne give ham. Ser du, nu bliver det igen vendt til, hvad alt andet end mig selv har brug for. At det vendte til at han følte sig utilstrækkelig, gjorde at jeg igen var tilbage, til at lytte og aldrig selv snakke. Han har på det tidspunkt givet mig, indgang til første epoke.
Jeg er meget selvbebrejdende ,og med god grund, da jeg ikke kan skylde skylden på andre men jeg har virkelig lyst til, at bebrejde andre, for ikke at have ”undervist” mig i menneskets natur som jeg selv er en del af den. Jeg vil ihvertfald gøre alt for, at byde nye individer velkomne, til deres fremtid med en autentisk, ærlig og realistisk tilgang til det og jeg vil gøre alt for at, dem som ikke ved bedre, får mulighed for, at lægge hovedet på min skulder, efter jeg har fortalt dem hvor bestialsk vores verden fungerer.
