Hvor meget skal der til for at være borderline?

Hej jeg er 37 og har haft depressioner og spiseforstyrrelser siden barndommen. Min mor er personlighedsforstyrret, ved ikke hvad type men bedste bud er Narcissist, og har ingen sygdomserkendelse. Da jeg første gang i starten af 20-erne spurgte en psykiater om jeg kunne være Borderline, afviste hun det pga. jeg havde for stor selverkendelse. Men siden har jeg mødt flere med diagnosen som har sygdomserkendelse, og overvejer nu om jeg godt alligevel kunne være Borderline. Jeg har alle symptomer undtagen cutting og selvmordsforsøg, selvom jeg har haft selvmordstanker siden jeg var 15, og især når jeg er blevet forladt. Jeg har haft et hav af intense kortvarige relationer med masser af drama, er blevet droppet og har droppet folk, har kæmpe humørsvingninger, føler mig tom indvendig og har levet på grandiose fantasier og "store planer" som jeg altid opgiver igen, men aldrig en indre lyst eller drivkraft. Jeg er en kamæleon der vil prøve at tilpasse mig andres meninger og væremåde for at de skal holde af mig, og har erkendt hvor meget jeg egentlig manipulerer og siger og gør ting "ad bagveje" i stedet for at bede direkte om det, for at undgå afvisning. At blive afvist eller få nej hvis jeg beder om hjælp eller om samvær, slår mig helt ud så jeg har også meget undgåelsesadfærd, jeg klarer mig selv og har fx sjældent inviteret folk til fødselsdag fx, fordi jeg frygter afslag og "udstilling" af hvor "upopulær" jeg er. Så hvor meget skal der til for at jeg kan kalde mig Borderline og hvad vil hjælpe mig videre til et bedre liv med mere stabile relationer og mere selvværd? Har gennemgået 100-vis af samtaleterapitimer og føler ikke der er mere at hente den vej, har snakket traumerne over min frygtelige barndom med psykisk syge forældre og druk til døde. Det sidste halve år har jeg været sygemeldt med svær depression og selvmordstanker og jeg aner ikke mine levende råd mere, føler jeg har kæmpet og kæmpet og kun smadrer alt omkring mig. Håber der er nogen der kan hjælpe herinde.

Svar på: Hvor meget skal der til for at være borderline?

Hej du,


Jeg er ny i dette forum(efter 12 års psykiatrisk behandling for svære depressioner har jeg endelig fået stillet diagnosen borderline) og er også først nu ved at sætte mig ind i hvad diagnosen dækker over og hvor/hvordan man kan søge effektiv behandling.

Efter at have set et program med Henrik Rindum om misbrugere, (jeg bruger selv alkohol til at stemnings regulere, hvilket ikke hjælper mig på den lange bane!) og præsenteret for den fact, at 99% af alle misbrug dækker over en psykiatrisk diagnose, spurgte jeg for nyligt min psykiater, - den samme gennem hele forløbet - hvad min mon kunne være.. (Mystisk at jeg aldrig har tænkt på at stille hende det spørgsmål før, men jeg har nok ikke været klar, og hun har ikke villet låse min selvopfattelse fast i en diagnose, klogt træk, egentlig…) Da hun sagde borderline - gik ALT op i en højere enhed, selvfølgelig er det det, det er!! Selvom det ikke er fedt, er en slags lettelse at få konstateret, så man ikke føler sig så alene  og going crazy…
Nå, men da jeg læste dit indlæg tænkte jeg - det er da lige godt satans, som vi 2 har noget tilfælles. Vi er lige gamle…, for det første.. :)OG - jeg kan nikke genkendende til alt det du skriver. (Har haft en kærlig opvækst, dog, men med en traumatiserende hændelse, som jeg ikke husker) Jeg tror ikke jeg er personen, der kan give dig alverdens gode råd, men måske du ved at læse dette ikke føler dig helt så alene..? Sygdomserkendelse… vi har vel forskellige grader af Borderline og kan ikke skære symptomer og handlemønstre over en kam. Så hvis du synes diagnosen rammer spot on, er der nok noget om det. Det skader ihvertfald ikke at undersøge sagen. Du skriver du er sygemeldt, får du medicin? Min dr. har lige sat mig på ny medicin, Seroquel, som er antipsykotisk- og nedtrapper mig på SSRI. Jeg synes det hjælper lidt. Ellers motion!!! Selvom at når man har det ad h.. til, som du og jeg har det lige nu, er det virkelig svært at tage sig sammen! Socialt samvær - bare det at gå ud blandt mennesker, selvom det virker overvældende skræmmende og man er sikker på at man kommer til at ødelægge al omkring sig. (Det er kun inde i dit eget hoved, er jeg sikker på! Folk føler/opfatter kun 5-10% af det du tror, de føler/opfatter) Har du nogen nære venner, som du kan være helt ærlig overfor? Du - og andre - må meget gerne respondere på dette indlæg. Er meget interesset i at vide, om nogen Borderlinere har erfaring med Seroquel - god eller dårlig?
KH Signe

Tak for dit svar Signe. Det er rart at føle jeg ikke er alene om at have så svært ved følelser og relationer. Min mor er alkoholiker så jeg har altid haft et stålsat princip: jeg drikker aldrig alene, for det der startede som "hyggefester" med hendes drukkærester og bekendte endte i ensomt pimperi.  Men jeg har kæderøget siden jeg var 17 da jeg opdagede at det dulmede appetitten så jeg ikke så tit fik ædeflip (kunne spise et helt kilo rugbrød med smør på én gang, eller en hel pakke toast, eller 1,5 kg. æbler allerede som 13-årig, siden blev det ædeflip med hele roulader, poser med kanelgifler, chips osv.). Blev aldrig rigtigt fed, for så snart jeg havde taget 5 kg på gik jeg på sindssyge sultekure, og engang spiste jeg ingenting i 10 dage som 14-årig. Jeg ser mine spiseforstyrrelser og kæderygning som min "alkoholisme" og dermed selvskade.
Og ja første gang jeg læste om Borderline da jeg var i starten af 20-erne føltes det "spot on"! Og jeg er så frustreret over at jeg lod den distriktspsykiater "tale mig fra den". I stedet gav hun mig diagnosen "skizo-affektiv" som jeg aldrig har forstået et hak af og som jeg lige tjekkede i går faktisk er ved at blive afviklet og ryger ud af næste udgave af "diagnosebiblen" DSM eller hvad den nu hedder, netop fordi den er for diffus.
Jeg har frygtet diagnosen personlighedsforstyrrelse lige siden jeg fandt ud af at min mor er det, for alt i mit liv er styret af at jeg "bare ikke skal være som hende", fordrukken, drama queen, hadefuld, skadefro, misundelig, selvoptaget, narcissistisk og manipulerende. Men jeg nærmer mig de 40 og kan kun se tilbage på et desperat liv med følelsesmæssigt kaos, skiftende intense relationer, tomhed, ensomhed, depression og meningsløshed.
Jeg har aldrig fået børn, og ikke engang været tæt på, har kun haft et par længerevarende forhold, og lavede en liste med alle mine "scoringer" for nylig og blev superdeprimeret over den. En masse engangsknald jeg aldrig havde haft i ædru tilstand, med mænd jeg vil være så pisse usympatisk at kalde for "tabermænd" (og derfor får mig til at føle mig som en taberkvinde som min mor): hashomaner (har aldrig selv røget hash mere end nogen få gange men er åbenbart en magnet på hashomaner), pillenarkomaner, alkoholikere, forkvaklede typer. Jeg er så træt af at gå ud, for jeg går altid pissedeprimeret hjem, for jeg kan åbenbart kun tiltrække de allermest desperate mænd out there, og jeg skal bare ikke have sådan nogen tabermænd som min mor tog til takke med, klamme, rødmossede, fedladne, langtidsledige, småpædofile alkoholikere. Jeg ved godt det ikke kan nytte noget, men det er den ene ting jeg har kæmpet med hele livet, at finde en ordentlig mand, og jeg er overbevist om at jeg simpelthen er for grim (og så også lige har en pisse belastende personlighed oveni) ligesom min mor, med akne, fedtet hud, ar og misfarvninger, grimme ansigtstræk og har været besat af tanken om plastikoperationer siden jeg var teenager, men aldrig turdet. Det virker som om at det er nemmere at gøre mit ydre pænere end det indre, og jeg synes jeg ser "vanskelige" kvinder allevegne som kan tiltrække ordentlige mænd fordi de ser godt ud, og derfor vil en ordentlig mand også være mere tålmodig og udholdende, fordi hun jo er "smuk". Sorry, men jeg er ved at blive vanvittig af de her tanker og skal bare have det ud!
Jeg får kun SSRI (Zoloft) for tiden, men jeg synes ikke det hjælper det store. Har lige fået brev med indkaldelse til behandling for personlighedsforstyrrelse...i 2015..om et år! Kan det virkelig være rigtigt at der er så lang ventetid?

Hov glemte lige at svare på det med nære venner. Jeg har en god veninde som jeg kan tale om alt med og som har holdt ved i 10 år (rekord). Men det er jo meget for hende at være den eneste. Har mødt et par piger i sommer som jeg er ved at udvikle noget venskab med men det er svært for de har også deres issues som jeg har svært ved at rumme (har altid været en magnet på "vanskelige" typer, dem der hurtigt flegner ud og også har store humørsvingninger).

Mht. motion ja så har du ret, og jeg tror også det er det der skal til, handling, bevægelse i stedet for bare snak og piller. Har måske mulighed for at få en slags motionsforløb gennem jobcentret fra Påske, gennem min supersøde sagsbehandler (fuck, er det okay at synes at nogen er skide søde og andre er nogen idioter, fx min læge som syltede min henvisning og slet ikke tog mig alvorligt da jeg blev sygemeldt i efteråret? Eller er det også bare tegn på Borderline?)

Har hele livet fået at vide at jeg er for nærtagende, følsom, opgivende, negativ, bitter, drama queen, skal tage mig sammen, komme ud af offerrollen, komme videre, skal få mig noget hård hud, være mere selvstændig, osv. Og så er jeg blevet bange for det er jo min mor om igen, så jeg har taget masker på og prøvet at gøre og sige det folk gerne vil have, men det er bare det, en facade. Inderst inde er jeg bundrådden, ødelagt og jeg kan egentlig godt forstå at folk tager afstand når de ser mine true colors, for jeg kan sgu heller ikke lide den jeg er, min neediness, usikkerhed og tomhed, jeg er en følelsesvampyr der dræner de der kommer tæt på med mine uendelige behov for trøst, omsorg og bekræftigelse eller holder dem på afstand med facaden.

Lige nu er alt bare FML (Fuck My Life)

Hey du….

Synes du er meget velformuleret og har stor selvindsigt i dine handlemønstre … Det var 2 gode ting, -  der lige skal udligne et par af dine nedsættende beskrivelser af dig selv.

Ja, den beskrivelse du giver - både af hvordan du har det, og hvordan du
mener du er som person, - og andre mennesker ser dig,  -  (i dine øjne) - er sgu ikke rare.

Sådan skal ingen mennesker have det.

Hvilken hjælp får du - udover Zoloft? Du skal tale med nogen! Gør du det?
Egen erfaring siger mig, at antidepressiv medicin alene IKKE kan gøre det. - I hvert fald ikke for borderline lidende.
Man kan ikke bare sidde og vente på det virker (siger jeg - der nærmest ikke kan komme ud af sengen om morgenen fortiden, bittert ha ha) - men, som du selv skriver, flytte sig fysisk væk fra den situation eller tilstand du befinder dig i, det kan være noget så simpelt som at tage opvasken eller gå på gaden og købe en potteplante. Små skridt….  Energi avler energi. Fuuuck, det er svært! Men man kan li sig selv LIDT bedre, når man får gjort noget.

"Har hele livet fået at vide at jeg er for nærtagende, følsom, opgivende, negativ, bitter, drama queen, skal tage mig sammen, komme ud af offerrollen, komme videre, skal få mig noget hård hud, være mere selvstændig, osv."

Disse opfordringer kender jeg alt for godt! Det kunne være mig.
Svært for de nærmeste at se, HVORFOR dog en umiddelbart ressource stærk pige/kvinde, i et samfund som vores, hvor der er hjælp at hente, skal spilde sit liv på at være så deprimeret og, ja, "needy" er et godt ord.

(Jeg bebrejder også mig selv at jeg ikke kan værdsætte det her korte liv, jeg er blevet givet.)


Spørgsmål: Du fortæller du er sygemeldt… Hvad laver du normalt? Har du et job du er glad for? Er der nogen mening i så småt at gå i gang igen?

Tænker - det at udføre en opgave, der også kommer andre til gode - føles jo godt. At komme lidt ud af hulen…. Er sikker på folk kan bruge dine kompetencer, selvom du har det ad helvede til.

Mht venskaber - jeg har dem - men jeg sætter dem tit på prøve og sommetider - faktisk fornylig - mistede jeg et, der var meget vigtigt for mig. SMERTE. Er godt igang med at teste et andet… Og hun er ved at blive træt. Heldigvis taler vi om det, - men det er jo også virkelig drænende, fordi jeg ser syner og hun hele tiden skal overbevise mig om at hun holder af mig. Den der afhængighed og gøren mig lille og svag er ikke sund. Så nu har jeg besluttet ikke at tale om "det" og kun se hende når jeg har en form for overskud.
Så kan vi snakke om at tage maske på eller ikke. Begge dele er hårdt for MIG, men hvis jeg kan give hende et break, og dermed ikke køre hende/vores venskab i sænk, er det vel at foretrække.
I perioder, hvor jeg har det godt/bedre, er jeg jo en skide god veninde…
Er du ikke det?

Og ja, faren ved at omgåes ligesindede - at man trækker hinanden ned.
Men en dosis af begge Verdener skader ikke.

Håber virkelig at du - og jeg -  finder ud af at få det bedre…
KH

Tak for dit søde svar Signe, var faktisk lige ved at slette det hele igen, fordi jeg skammer mig sådan over mig selv, men for det første er jeg jo helt anonym her og for det andet er det at flygte fra mig selv og mine problemer endnu engang hvis jeg bare bliver ved med at undgå at se mig selv og dæmonerne i øjnene. Hvis ikke man kan lufte sit indre lortesind på et forum for borderline hvor fanden kan man så? Jeg har en mellemlang videregående uddannelse og har arbejdet med den, med et par længere sygemeldinger, i ca. 5 år, men det er et meget stressende job og ikke noget jeg kan se mig selv fortsætte med. Der er mange kontakter i det daglige med børn og voksne, og med et sind der er tomt og føler at livet er meningsløst, så gør jeg mere skade end gavn. Og tak for de søde komplimenter, velbegavet og velformuleret, men på en måde ville jeg ønske jeg var dum og ubegavet, for så ville jeg nok ikke have haft så store forventninger til mig selv og livet, og det ville andre heller ikke have haft. Det er en del af min historik, at jeg altid havde enormt store forventninger om at "klare mig godt" lagt på mig fra forældre, lærere osv. pga. jeg var velbegavet. Hvad med dig, du lyder også meget velformuleret, har du taget en uddannelse?

Mht. hjælp, så går jeg til privat krops-og healingsterapi ca. hver 14. dag, har ambulante samtaler på psykiatrisk center for selvmordstankerne også ca. hver 14. dag. Min læge som jeg egentlig skulle gå til opfølgning hos har jeg droppet, og skal have taget mig sammen til at skifte læge, for han skuffede mig så meget da han ikke sendte den henvisning jeg bad om, så jeg ventede en måned forgæves. Ellers så ringer jeg skadestuen op indimellem, særligt om natten når tankerne og følelserne er helt ude at skide, og får enten at vide at "der ikke er nogen der har lovet at livet altid er let", at de ikke vil snakke med mig eller at jeg skal tage noget beroligende og få sovet. Det undrer mig lidt at de ikke har foreslået at jeg tog derud og snakkede med dem, men de har vel selv burnout og orker ikke endnu en hysterisk borderline...og jeg hader at tage på psykiatrisk skadestue, bare det at tage en taxa derud når man er helt opløst og alligevel skal chaufføren komme med spørgsmål, kommentarer og gode råd om at smile og være glad...christ! Og jeg har da slet ikke lyst til at tage derud når dem der tager tlf lyder som om de er pisseligeglade og jeg kun blir endnu mere ked af det over at jeg ikke føler de forstår en skid.
Og jeg får lyst til at skrive en masse grimt om de skide psykiatriske medarbejdere, men så er det jo bare tegn på hvor umulig og syg jeg selv er, men jeg har simpelthen bare fået nok af uprofessionelle, ligegyldige sygeplejersker og læger. Der er heldigvis også søde, omsorgsfulde medarbejdere, men har både været ude for en der brød sin tavshedspligt over for min familie mens jeg var indlagt, en sygeplejerske der tog hårdt fat i mig og hvæsede af mig på skadestuen engang (uden at jeg havde gjort eller sagt nogetsomhelst, jeg var forgiftet fordi min psykiater havde fejlmedicineret mig!), en psykiater som faldt i søvn midt i samtalerne, en sygeplejerske som blev meget irriteret over at jeg bad om hjælp til forstoppelse pga. medicinen, fordi jeg forstyrrede ham midt i hans 7-kabalespil på computeren i patientstuen, og jeg kunne blive ved...Dengang var jeg ung og vidste ikke bedre, nu gider jeg ikke finde mig i mere pis!

Hey du,

Hæld du bare ud af lorteposen.. Ja, for hvis ikke her, hvor så….
Og drop at være skamfuld!!! Det er da et kæmpe skridt i rigtig retning at turde være så hudløst ærlig, også omkring dine dårlige sider. Og du hjælper nok nogen (=mig) .. der kan læse sig til, at de ikke er de eneste… Det, du skriver om dig selv og andres syn på dig, er jo så soleklart overdrevet at man må konstatere, at hvis DU kan bilde dig selv den slags ind, så KUNNE ens egne selvnedvurderende tanker måske også være indbildning… Ved du hvad jeg mener?

Du er syg, ja - men syg betyder jo ikke, at du er u-fed. Syg.. og sej, var der en veninde, der sagde til mig for nylig. Det kan man godt være. (du ser vel heller ikke ned på en person, der er fysisk syg, og af den årsag kræver extra omsorg/opmærsomhed/hjælp i nogle situationer. - denne person kan jo sagtens stadig være sjovt og berigende selskab) Se bare her: (Til dig - alle der måtte have interesse:)

KH sålænge…

Dokumentar om Lone Frank på DR ( 18. dec. 2011) :

Søg på: lykkeligulykkelig/lykkeligulykkelig

Hun er uddannet neuro biolog, men arbejder som videnskabsjournalist.
Denne doku følger hende imens hun prøver at smide sine lykkepiller. Filmen giver ingen åbenbaringer, men jeg synes den er rigtig fint lavet. Se den hvis du har lyst...