Hej Malerklat.
Det lyder på mig som om hun prøver at tage en voksenrolle, som hun på ingen måde skal have, ved at blande sig i jeres voksenliv.
Har hun altid gjort det ?
Jeg kan genkende det mønster fra min søster.
Jeg også er pårørende, til en søster der har borderline, men hun har det i meget svær grad. I så svær grad at hun har været ude efter mit liv. Vores hund måtte aflives pga. hun sparkede den og udsatte den for vold.
Derudover indrettede mine forældre vores fælles hjem som psykiatrisk afdeling for hende, istedet for at lade hende indlægge på den lukkede.
Derfor måtte jeg flytte væk, fra hjemmet for at få det bedre.
Det har kostet mig min uddannelse, min arbejdsevne og min plads på arbejdsmarkedet, igennem 8 år. Jeg lider af PTSD, og udviklede et mindre hjertesvigt pga. alt den stress!
Lad det ikke koste jeres søn, det samme.
Få hende væk fra hjemmet, og først og fremmest få hende væk fra jer selv.
Hvad man som forældre kan tåle er ikke det samme som hvad man som søskende kan tåle.
Grænserne er simpelthen forskellige.
Sørg for at få jeres søn i behandling for angst, og datteren 9999 mil fra livet.
Det er nok noget af det sværeste, men det eneste rigtige der er at gøre!
Bedste ønsker
Netas